På grund af persondataloven kan du ikke finde kontaktdata til viceværten her på hjemmesiden, så den oplysning skal du have med hjemmefra. Kontaktoplysningerne står i den folder, som du fik tilsendt sammen med nøglerne.

Hvad er adressen?
Lejligheden ligger i det hyggelige Prenzlauer Berg på denne adresse:
Rudolf-Schwarz Strasse 12
10407 Berlin

Hvad skal du selv have med?
Lejligheden er veludstyret med TV, minianlæg og wi-fi. Der er også barneseng og højstol. Men der er et par ting, du selv skal sørge for, nemlig:
• Sengelinned
• Viskestykker
• Håndklæder
• Karklude
• Toilet- og køkkenruller.

Hvem gør rent?
Du står selv for rengøringen af lejligheden. Efterlad den, som du selv ville ønske at modtage den.

Hvad skal jeg ellers være opmærksom på?
Man må ikke have kæledyr med i lejligheden i Berlin, og man må heller ikke ryge indenfor. Du må gerne ryge på altanen, som hører til lejligheden. Hvis du kører til Berlin i egen bil, skal du huske et såkaldt miljømærke i forruden – på tysk hedder det Umweltplakette eller Feinstaubplakette. Miljømærket koster omkring 140 kroner, hvis du køber det i Danmark, og cirka 90 kroner i Tyskland – til gengæld koster det en bøde på 80 €, hvis man glemmer det.
Du kan læse mere om miljømærker her www.fdm.dk/koer-selv-ferie/tyskland/miljoezoner
Der er også lovkrav om, at bilen skal være udstyret med vinterdæk, hvis der er frost eller sne på vejene. I praksis betyder det, at man i december og resten af vinteren skal køre med vinterdæk i Tyskland.

Hvad med nøgler?
Nøglerne, du får sammen med denne folder, er systemnøgler, så pas godt på dem. Når du forlader lejligheden, er det vigtigt, at nøglen drejes to gange rundt i låsen. Det er ikke nok at smække døren. Nøglerne til lejligheden skal returneres i den frankerede kuvert, som du har fået sammen med denne folder.

Hvor kommer jeg af med mit skrald?
Du skal ned i gården for at finde affaldscontainerne. Her er der et specielt aflukke til alt affaldet – også tomme flasker. Den nøgle, du har fået, passer også hertil.

Hvordan kommer jeg på nettet?
Der er wi-fi (trådløst netværk) i hele lejligheden. Du skal bruge disse log-in-informationer:
• Netværk: Uddannelsesforbundet.
• Kode: Syv7Ni9Tretten13.

Hvor kan jeg parkere?
Der er parkeringspladser med betaling fra klokken 09-24. Det koster 1 € i timen, bortset fra tidsrummet 24-9, hvor det er gratis.

Hvem skal jeg kontakte, hvis der er problemer?
Skulle du mod forventning opleve problemer, eller du får akut brug for hjælp til fx læge, er du velkommen til at kontakte vores vicevært Martin Hülz Larsen på mobil 17 39 42 50 36 eller
30 26 94 84 09.

Hvad skal jeg huske inden afrejse?
Vi har lavet en tjekliste, som gør det nemt for dig at huske de ting, du skal sørge for, inden du forlader lejligheden.

Tjek inden afrejse:
□ At komfur og ovn er rengjort og tørret af
□ At service er vasket af og sat på plads i skabene
□ At affald er kommet i affaldscontainerne i gården
□ At badeværelset er rengjort
□ At gulvene er støvsuget/vasket
□ At terrassegulvene er vasket
□ At køleskabet er tømt og gjort rent. Strømmen skal ikke afbrydes.

Tak for hjælpen med at sørge for, at der er rart for den, som kommer efter dig.
Vi håber, du får et dejligt ophold.