Det er ofte en lærer eller vejleder, der gør en forskel i elever og kursisters liv. I Uddannelsesblandets serie ”Bag enhver elev”, kan du møde en række elever, for hvem en lærer eller vejleder har haft afgørende betydning.
… Men så fik vi Thorsten
Hvad er det, læreren eller vejlederen kan, der rykker en elev eller en kursist? Det giver en række elever deres svar på i denne serie. Lærling ved VVS Gruppen Fyn, Rasmus Nielsen på 22 år, fortæller, hvordan hans lærer i matematik på grundforløbet ved Syddansk Erhvervsskole i Odense hjalp ham til at knække koden.
Jeg har aldrig kunnet sidde stille eller koncentrere mig. I folkeskolen lavede jeg en del ballade og fik en specialaftale med min lærer om, at jeg sad ved døren, og så kunne jeg bare gå ud, hvis jeg havde brug for at dampe af. Det misbrugte jeg og blev nogle gange væk fra timerne.
🔅
Tal har altid forvirret mig. Så jeg havde det svært med matematik. Jeg har haft nogle rigtig heftige kampe med min far, som virkelig prøvede at få mig til at forstå det. Han kunne godt se, at der ikke kom noget godt ud af at blive ved at sidde og presse mig til noget – kun råben og skrigen og gråd. Så det faldt pænt i glemmeren. Vi opgav det.
Jeg vidste, at jeg skulle noget med hænderne, da jeg begyndte jeg at få fingrene i knallerter og motorer. Jeg startede på autolinjen på teknisk skole, og det gik ikke så godt. Der kom pludselig noget matematik ind over, og så stod jeg af. Så kom jeg på produktionshøjskolen i Otterup, hvor jeg havde en lærer, der var uddannet klejnsmed, og af ham fik jeg lov at lege lidt med et svejseværk.
LÆS OGSÅ
Det var egentlig sådan noget, jeg mega-gerne ville – konstruere noget af ingenting, som man kan bruge.
🔅
Jeg fandt en læreplads og startede med grundforløb som smed. Smedeuddannelsen var fin nok, men lærepladsen fungerede sgu ikke helt for mig. Så jeg stoppede. Og i to år søgte jeg en ny læreplads og gik imens på VUC i Odense – primært for at rette op på min folkeskoleeksamen. Der dumpede jeg i matematik. Min storebror kendte en fra det firma, jeg er i nu, og jeg ringede til mester der og fik en læreplads.
🔅
Jeg skulle bare have 02 i matematik. Alt over var spildt arbejde. Det var min indstilling, da jeg skulle starte på skolebænken igen på grundforløbet. Men så fik vi Thorsten. Han var energisk, og man kunne mærke, at han virkelig brændte for, at vi skulle lære det her. Det gav mig lyst til at lave noget.
🔅
Her er en lærer, der går op i sine elever og gerne vil dem. Allerede der får man en helt anden indstilling til, hvordan man skal takle faget. Undervisningen var sjov. Hvis vi fandt ud af noget med matematikken, så stod Thorsten ved tavlen og breakede mooves. Og folk grinte bare, og så kunne man være seriøse et minut efter. Man fik at vide, at du styrer helt selv, hvordan du laver det, så længe du bare arbejder med matematikken.
Thorsten stod jo åben for os 24-7. Vi kunne ringe på hans private mobil eller skrive, hvis vi fik problemer med lektierne. Så selvfølgelig havde jeg en forventning til mig selv om, at jeg også skulle byde ind med noget og stille lidt konstruktive spørgsmål. Han fik skabt et miljø for mig, hvor jeg forventede noget af mig selv. Man skulle fandeme præstere, når han stod der og brugte så meget krudt på at få os i gang. Man kan ikke sige, han var streng, men bestemt.
🔅
Jeg havde siddet og kæmpet med to ligninger tre fredage i træk. Så gik jeg op til Thorsten og sagde: ”Jeg er nødt til at forstå det her”. Det var et par uger op til eksamen. Jeg kan ikke helt huske, hvad der skete, men Thorsten fik det fortalt på en måde, så bom – lige pludselig faldt tiøren. Og den fredag lavede jeg en hel opgave på computeren med 10 ligninger. Jeg kunne slet ikke stoppe.
🔅
Jeg begyndte at tænke, at man måske kunne få lidt mere end 02. Vi gik til eksamen to og to. Jeg fik den makker på holdet, som nok var den største slagger af os alle. Men da vi sad der, begyndte vi at have samtaler om matematikken og prøvede at arbejde intenst med forklare, hvordan man kunne gøre det på den ene eller anden måde. Jeg har sidenhen tænkt, at min makker faktisk var en hjælp til at trække det op, fordi jeg på en måde selv fik talt det frem.
”Det var fandeme godt gået. Du har fået 12”. Det sagde Thorsten og censor til mig, da de havde voteret færdigt efter eksamen. Jeg var så tæt på at græde – af glæde. Det havde jeg slet ikke set komme. Den første, jeg ringede til, var min mor. Så ringede jeg til far, og han var næsten lige så glad som jeg. Altså alle de der kampe, vi havde haft om matematik… Jeg skulle på arbejde samme dag, så der var ikke fest bagefter, men jeg stod udenfor med nogle gode kammerater på holdet, der også havde fået 12, og vi hoppede rundt af glæde.
🔅
Matematik har jeg ikke brugt helt vildt meget. Men jeg har brugt den måde, det hele foregik på rigtig meget i det praktiske liv på min læreplads. Hvis jeg bliver sat til at lave noget, jeg ikke har prøvet før, forsøger jeg først selv. Og når det begynder at ligne et eller andet, går jeg over og spørger, om det ser rigtigt ud, eller om det skal gøres på anden måde. Og så arbejder jeg mig hen på at få det til at være rigtigt.
Det vigtigste redskab er dig selv
”Det vigtigste redskab er dig selv”. Det sagde én af lærerne på seminaret. Og jeg tror, at det er rigtigt, at du skal sætte dig selv i spil. Så hvis det hjælper at stå og fjolle lidt ved tavlen, så gør da det.
Dét, Rasmus sætter ord på, er grunden til, at jeg er lærer. Det, at du kan være med i en proces, hvor folk faktisk får den erkendelse, at ”Halløj, jeg kan jo godt det her” – den glæde glemmer du aldrig. Og det er jo taknemmeligt at få lov til at være en lille del af det.
Det er ikke mig som lærer, der giver dig noget. Du har selv taget det. Den erkendelse, som Rasmus beskriver, vil jeg gerne give eleverne.
I 1986 mødte jeg i skolen en lærer, der lærte mig matematik. Man kan ikke sige, at han knækkede koden for mig, for det gjorde jeg selv, men han gav mig metoderne til det. Han viste én metoder, som man kunne tage til sig, og hvis den ene ikke virkede, havde han en anden. Det er det, jeg prøver med mine elever – at finde ud af, hvordan de forstår matematikken, så jeg kan hjælpe dem til at forstå det, de ikke forstår.
Jeg går altid ind til et hold med den overbevisning, at de skal blive det bedste, de formår. Og det kan godt være, at det i nogle situationer er til et 2-tal og i andre et 12-tal. Det er jeg sådan set ligeglad med. Man skal gøre det bedste, man formår, og det er egentlig det, jeg forventer af mine elever. Det behøver ikke være godt, men godt nok.
Jeg spørger altid eleverne, når de starter, om nogle er nervøse for faget. På den måde får man italesat de dårlige erfaringer og accepterer, at de er der, og at man ikke bliver verdensmester med det samme – det er en proces. Og man må gerne lave fejl undervejs. Så når de siger til mig, at de ikke kan regne ligninger, så siger jeg, at det ikke passer.
Selve miljøet i klassen er skabt sammen med andre kolleger. Vi er enige om, at vi forlanger sgu noget af eleverne, når de er her. Så der er forventninger om at de møder op og deltager – ellers kan de lige så godt blive hjemme på sofaen.
Jeg tror, at det har en værdi, at man som elev møder voksne mennesker, der tror på en. Det gør man nok også i folkeskolen, men der er det ikke sikkert, at man er parat til at tage imod.