Det er ofte en lærer eller vejleder, der gør en forskel i elever og kursisters liv. I Uddannelsesblandets serie ”Bag enhver elev”, kan du møde en række elever, for hvem en lærer eller vejleder har haft afgørende betydning.
Hvad er det, en lærer eller vejleder kan, der rykker en elev eller studerende. Det giver en række kursister, elever og studerende svar på i serien ”Bag enhver elev”. Her fortæller Brian Thastrup på 43 år, hvordan lektor Johan Bendixen fra Cph Business gav ham en helt anden holdning til, hvad det vil sige at være leder.
Oprindelig var der en lille brandmand eller redningsmand i mig. Men jeg er kun 1,66 høj, så det var udelukket. Alligevel fik jeg min rednings- og brandmandsuddannelse, da jeg blev reserveofficer og underviser i Beredskabsstyrelsen. Her skulle jeg motivere og uddanne hovedsageligt frivillige, der skulle udsendes til krigs- og katastrofeområder. Jeg mødte første gang Johan i faget Ledelse og Samarbejde på det, der dengang hed Merkonom-uddannelsen. Jeg er uddannet inden for logistik og indkøb og har beskæftiget mig med ledelse i mange år. Ancotrans, hvor jeg er nu, er faktisk det første sted, hvor der ikke står leder på mit ansættelsesbevis. Jeg sidder som planlægger og styrer transport.
Midt under finanskrisen fik jeg job som udrykningsleder hos Falck i Gladsaxe. Jeg blev vagthavende og var daglig leder for omkring 200 medarbejdere. Her fik jeg chancen for at starte på AP-uddannelsen på Akademiet. Jeg gik fra at have en ungdomsuddannelse og kurser til at skulle starte en akademisk uddannelse. Det kræver noget af en. Men Johan er god til at formidle stoffet, så selv jeg kunne forstå det i starten. Uddannelsen er lige under niveauet for en bachelor, og man kan tage den over seks år. Men jeg var nødt til at holde pause i nogle år, så jeg tog den først færdig, da jeg var stoppet i Falck. Og her var det meget bevidst, at jeg valgte Johans moduler.
Johan kunne få selv de mest tørre ledelsesteorier til at lyde spændende. Jeg har aldrig mødt den samme måde at undervise på, som Johan har. Han ved, hvad han snakker om. Han er ikke bare en mand med en akademisk uddannelse, der er begyndt at undervise – han har suppleret det med at være i professionen selv. Derfor kan han tage en masse eksempler frem. Og så har han en aura om sig, der siger: ”Jeg er vant til at stå her, og jeg kan udvikle mennesker”. Det fangede mig ind og vakte min interesse for faget, selv om jeg tænkte, at ”det lyder godt nok hårdt det her”.
Det er ofte en lærer eller vejleder, der gør en forskel i elever og kursisters liv. I Uddannelsesblandets serie ”Bag enhver elev”, kan du møde en række elever, for hvem en lærer eller vejleder har haft afgørende betydning.
I starten brændte jeg for management. Det er den mere administrative del med at styre projekter og medarbejderes data og opgaver. Men nu, hvor jeg er blevet ældre og klogere, er det gået mere over i det, der kaldes leadership. Her arbejder du med selve lederskabet og kommunikerer og arbejder med individet. Johan har noget af fortjenesten for, at jeg er gået den vej. Blandt andet ved at lære os, hvordan man kan få folk til at ændre fokus og holdninger. Jeg er blevet klogere på mit eget virke – både som leder og som medarbejder i forhold til, hvordan jeg gerne selv vil behandles. De personer, der inspirerer en til at få en kurs i livet er sjældne. Men når de er der, har det en stor virkning. Min kurs til at blive et bedre menneske og leder blev sat af Johan.
Johan har en fantastisk portion tør humor. Og hvis man ikke kender ham, vil man måske tænkte shit. Men fordi man ikke ved, om han mener det, eller om det bare er for sjov, får det én til lige at rette sig op. Han ser også potentialet i hver enkelt og lytter til, hvad folk laver og tænker. Det kræver jo omstilling at være leder, og de omstillinger i personligheder bruger Johan i sin undervisning. Han har en uddannelse inden for psykologi, og derfor er han god til at tage alle disse forskellige roller på sig. Nu har jeg lyttet på, hvad han siger, over mange år, og han siger aldrig det samme – og det er stadigvæk ikke kedeligt.
Det var meget bevidst, at jeg valgte ham på mit afgangsmodul. Man får det lige ud af posen. Der står ikke, at ”du skal måske tænke over”, men ”det dér duer ikke”. Og så kan du lige så godt slette det. Det er meget konsekvent, og det giver den bedste opgave. Jeg fik 12 for min afslutningsopgave ”Motivation og fastholdelse af medarbejdere i transportbranchen”. Og da jeg var oppe at forsvare den, sagde Johan, at jeg skulle huske, at det var en rejse, jeg var på, og at den ikke sluttede, selv om jeg stod med et bevis i hånden. Jeg ville komme til at rende ind i en masse mure, ”Og hvis du ikke gør det, har du ikke udfordret dig selv”, sagde han: ”Og hvis du ikke udfordrer dig selv, så flytter du dig ikke”.
De ord har jeg bidt mig fast i.