Det er ofte en lærer eller vejleder, der gør en forskel i elever og kursisters liv. I Uddannelsesblandets serie ”Bag enhver elev”, kan du møde en række elever, for hvem en lærer eller vejleder har haft afgørende betydning.
Jette hjalp mig med at tømme rygsækken
Hvad er det, en lærer eller vejleder kan, der rykker en elev? Det giver en række kursister og elever deres svar på i serien ”Bag enhver elev”. Denne gang fortæller Naja Lind Thomsen på 19 år, hvordan lærer og senere kontaktperson Jette Nissen fra A-klassen ved Tinglev uden for Aabenraa fik hende motiveret til uddannelse efter en meget turbulent barndom.
Jeg har haft en meget turbulent barndom. Mine forældre blev skilt, da jeg var ni måneder. Min mor var psykisk syg, så jeg boede hos min moster, fra jeg var 7-8 år. Det har jeg altid været meget taknemmelig for. Min mor har været en fantastisk mor og gjort alt, hvad hun kunne, for at passe på os. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg var elsket. Men hun græd meget. Jeg husker ikke min barndom særligt tydeligt, men jeg kan huske, da hun fortalte, at vi skulle flytte, og min moster hentede mig. Jeg løb ind på værelset og gemte mig.
Jeg flyttede hjem til min mor igen, da jeg var 14 år, og startede i 8. klasse på en ny skole. Men jeg blev rigtig meget teenager. Jeg havde meget svært ved at koncentrere mig og svarede lærerne igen, kom og gik, som det passede mig og kunne ikke holde min kæft. Så jeg havnede da på kontoret en gang eller to. Nu kan jeg godt se, at jeg var en stor mundfuld. Og jeg vil helst ikke møde de lærere i dag, jeg har haft.
🔅
Det blev besluttet på et møde, at jeg skulle i A-klassen. Jeg vidste godt, hvad en A-klasse var og tænkte først, at der passede jeg ikke ind. Da jeg kom, var jeg den eneste pige ud af otte elever, og jeg følte mig helt malplaceret. Men jeg lovede min mor, at jeg vil give det en chance. Og jeg blev meget glad for at gå der. A-klassen betød, at jeg fik mod på at tage en uddannelse, og at jeg fandt ud af, at det ikke kun var mig, der ikke kunne sidde stille på en skolebænk.
Jeg bliver aldrig sådan en, der tænker, ”yes! Nu skal jeg have dansk”. Så jeg arbejdede meget i køkkenet i A-klassen. Men hvis jeg ikke kunne koncentrere mig om en opgave, blev der lyttet og taget hensyn. De andre elever var også gode til at løfte stemningen og sige, at nej, kom nu… Der blev heller ikke kigget skævt til mig, hvis jeg havde det dårligt en dag. Her kunne de forstå, at overskuddet ikke altid var lige stort.
LÆS OGSÅ
I folkeskolen havde jeg fået at vide, at jeg aldrig ville kunne klare en eksamen til sommer. Så først tænkte jeg, at det faktisk var lidt ligegyldigt at gå i skole. Mit lys var lidt slukket. Men så tænkte jeg, at nu skulle jeg fandeme vise dem. Jeg startede i efteråret og ville til eksamen til juni for at bevise, at jeg godt kunne. På et halvt år fik jeg læst op til dansk, engelsk og matematik både skriftligt og mundtligt. Så stoppede jeg i A-klassen, fordi jeg skulle videre.
Det begyndte at gå ned ad bakke, da jeg kom i virksomhedspraktik. Jeg var ked af det, sov ikke om natten og drak, når jeg havde det skidt. Det blev en del af min hverdag. Jeg mødte ikke på arbejde og havde selvmordstanker. Min mor tog mig med til lægen, hvor jeg fik en henvisning til en psykolog. Men det var noget fis med hende. Og så blev jeg smidt af virksomhedspraktikken. Min chef var ellers god til at tage meget hensyn til, hvordan jeg havde det, men psykisk kunne jeg ikke holde til det. Jeg tror, jeg havde en depression. Jeg aftalte med Jette, at jeg skulle starte i A-klassen igen.
🔅
Jeg fik Jette som kontaktperson. Men det tog to måneder, før det gik igennem, og en dag væltede det hele sammen om mig. Det havde været en rigtig lortedag. Jeg blev irriteret over en matematikopgave, så jeg skældte vist ud, lukkede skærmen på min computer og gik ud af døren og sad og græd. Jeg havde tænkt, at jeg var stærk, at jeg godt kunne klare mine problemer selv, men dér måtte jeg kaste håndklædet i ringen og bede om hjælp. Jeg havde ellers aldrig før grædt over for Jette. Hun hjalp mig op.
Det var barndommen, der væltede ned over hovedet på mig. Jeg havde jo aldrig fået tømt min rygsæk, som Jette kalder det. Men så fik jeg aktindsigt i min sag, og det var selvfølgelig hårdt at læse, men også godt. Det gav mig en ro, at jeg selv kunne læse og danne mig en mening om, hvad der var sket i mit liv. Der dannede sig også små film i mit hoved, når jeg læste – pludselig kunne jeg huske mange ting.
🔅
Jeg blev sendt på produktionsskole, for jeg kunne jo ikke bare gå hjemme. Det gik ikke særligt godt. Og til sidst holdt jeg bare op med at komme der. Men jeg var blevet gravid. Min daværende kæreste og jeg var enige om, at vi gerne ville have barnet. Og fordi jeg selv har haft så turbulent en barndom, har vi meget faste rammer for vores datter. Der er mange ting, jeg har taget med fra min barndom og tænkt, at dem vil jeg gøre anderledes med hende. Min kæreste og jeg er nu flyttet fra hinanden, men det er fint. Vi snakker bedre sammen nu og kan gøre det bedre for hende ved at være lykkelige hver for sig.
Nu er jeg i gang med at forbedre mine karakterer. For jeg kan da ikke stå der og lære min datter, at hun skal tage en uddannelse, hvis jeg ikke selv har en. Det sker via fjernundervisning. Jeg læser, når hun er i dagpleje, og trives faktisk bedre ved at sidde hjemme i min egen lille boble, hvor jeg kan gå til og fra computeren. Så hvis jeg får lov, fortsætter jeg med det. Men ellers skal jeg nok på FGU, selv om det bliver svært at få det til at hænge sammen med 12.000 kroner om måneden og et lille barn. Jeg har bare altid vidst, at jeg gerne vil være butiksassistent.
Nogle gange må vi bare knibe os selv i armen
Da Naja kom første gang, tænkte vi, at uhhh, der bliver noget at arbejde med. Vi vidste godt, at det ville tage tid. Hun havde den der fanden i voldskhed – men det var, fordi hun var så usikker på sig selv. Hun kunne slet ikke tro på noget. Det derhjemme sejlede – og det hele var bare skidt.
Naja kom også meget sent i klassen. Så kan løbet være kørt, og der skal godt nok meget til for at rykke det. Her er det vigtigt, at man skaber tillid til hinanden, før man kan begynde at arbejde med tingene. Men hvis eleverne giver os lov og selv hjælper til, så kan det rykke helt vildt. Og vi når mest, hvis vi har forældrene med. Det havde vi med Najas mor. Hun skrev: ”Hvad gør vi?” til mig, da det var helt slemt, og Naja bare lå derhjemme under dynen.
De andre elever ved, at vi lige må tage os af en ny elev. Og de ved også, at de ikke behøver være bedste venner med hinanden, men at de skal være rummelige – ellers falder der brænde ned. Vores elever er meget forskellige og har vidt forskellige problemer. Nogle har diagnoser, andre har behov for special-pædagogisk bistand, nogle kan ikke begå sig fagligt, andre ikke socialt. Der er et meget stort spænd og en stor pose blandede bolsjer. Men vi lærere kender hinanden og er klædt på og har helt styr på, hvem der laver hvad. Første prioritet er at få den unge til at slappe af, for ellers kan vi ikke undervise. Og så har vi meget fokus på, hvad de unge er gode til og giver dem selvtillid af den vej.
Naja havde brug for en voksen, der var tydelig og den samme hver dag. Én, der turde skælde ud og sætte hende på plads, men også én, der turde kramme hende. Jeg fandt ud af, at Naja ikke kunne lide, når hun ikke levede op til mine forventninger. Dér kunne jeg komme igennem til hende. Og hun kunne mærke, at jeg blev glad, når noget lykkedes for hende. Naja lærte også, at det faktisk er okay at råbe op, hvis man kan komme og sige undskyld bagefter. Og den erkendelse er jo kæmpestor og gavnlig resten af livet.
Vi når ikke det, vi vil, hvis vi lukker porten. Vi er ofte andet end skolelærer eller pædagog. Vi er også far, mor, sagsbehandler og psykolog. Det lod, vi har med denne målgruppe, er, at vi ikke altid kan skille arbejdsliv og privatliv. Nogle gange kniber vi os selv i armen og tænker ”Gud, det lykkedes”. Og her er det jo alfa og omega, at vi er et team, som fungerer rigtig godt sammen. En del af pakken er også, at vi har den bedste afdelingsleder, der findes. Vi får plads til det her. Der er meget anerkendelse af vores funktion. Og hvis vi ikke lykkes, så er der ikke umiddelbart nogen, det kan lykkes for.