Det er ofte en lærer eller vejleder, der gør en forskel i elever og kursisters liv. I Uddannelsesblandets serie ”Bag enhver elev”, kan du møde en række elever, for hvem en lærer eller vejleder har haft afgørende betydning.
Jeg plejer at skrive "Der kan godt være skrivefejl"
Hvad er det, læreren kan, der rykker en elev eller kursist? Det giver en række elever deres svar på i denne serie. Anlægsgartner og teamkoordinator Jens Hauerbach er ordblind. Han lærte først at skrive, da han fik ordblindeundervisning af ledende faggruppelærer Heidi Oest i AOF Center Storkøbenhavn.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg fandt ud af, at jeg var ordblind. Jeg gik seks år i en almindelig folkeskole, hvor jeg fik rigtig mange formningstimer. Så gik jeg to år på Holtehus – en specialskole for ordblinde. Og her var undervisningen kun koncentreret om at skrive og læse. De prøvede at proppe noget af det helt basale ind i os, uden at det hjalp særlig meget. Det var spild af tid. Fra jeg gik i 1. til 8. klasse, rykkede jeg mig overhovedet ikke.
Den første bog jeg læste, var en ungdomsbog. Det var på Mejlby Efterskole i Jylland i 9. klasse. Efterskolen var baseret på håndværk, men så puttede de det skriftlige ind i dagligdagen. Det var frivilligt at gå på biblioteket, men den lærer, der gik rundt med os, fandt bøger, som han mente kunne være spændende for os. Han kom ikke bare med en bog og sagde: Værsgo, læs den! Det var nysgerrigheden, der styrede. Og da jeg havde læst den første bog, blev jeg ved og ved med at læse det år.
🔅
Efter skolen ville jeg bare arbejde. Og jeg blev først uddannet planteskolegartner. Så jeg tog ud for at sejle som ubefaren matros. Her blev jeg ufaglært kok. Jeg skulle læse op for skipper, hvad vi skulle have bestilt af mad. Brugsforeningen havde nogle ark med billeder af maden foran – for eksempel en pose mel. Og på bagsiden stod der så ”En pose mel”. Og hvis jeg havde en dåse flåede tomater, rev jeg mærkaten af og gemte den i en lille kasse, så jeg kunne bruge det senere. På den måde gik det. Man skal være total kreativ, men også have system i tingene. Du kan have en stak små lapper, der er helt umulig for andre at gennemskue, men hvor du selv ved, hvor du lige kan trække et bestemt papir ud.
LÆS MERE
Min selvtillid var ikke så stor. Og jeg har mødt holdningen gennem tiden om, at jeg måtte være dum. Jeg har for eksempel gået gennem hele søfartshalløjet og endte i Frederikshavn, hvor jeg skulle uddannes til befaren skibsassistent. Der skal du igennem to eksamener, og jeg bestod det hele. Men de havde en prøveeksamen, og jeg kunne ikke skrive svarene, men lavede tegninger. En maskinmester spurgte så, om jeg var dum. ”Nej, jeg er ordblind”, svarede jeg, og så sagde han: ”Men derfor kunne du jo godt have fulgt med i skolen alligevel”. Altså, de højtuddannede er ikke altid skide smarte, vel? Sådan en mand burde da vide, at der er noget, der hedder ordblindhed.
Det var Heidi, der var vikar, da jeg startede med ordblindeundervisningen. Efter sejladsen havde jeg uddannet mig som anlægsgartner – det var mere mig. Og det var her, at tillidsrepræsentanten fra 3F var kommet med brochurerne, der fik mig i gang. Den måde, Heidi og min anden favorit teacher Annelise, underviste på, virkede meget inspirerende. Jeg fik lyst til at skrive. Og jo mere du skriver, jo mere kan du skrive. Det er det, der er smart ved it-værktøjerne. Du får mod på det. Da Heidi stoppede som vikar, rykkede jeg med hende til Søborg, hvor hun var ansat. Når man finder en, der er god, må man jo holde fast.
🔅
Det varede faktisk et par år, før det gik op for mig, at jeg kunne skrive. Som barn tegnede jeg meget. Det var min måde at udtrykke mig på, når jeg ikke kunne skrive. Som voksen har jeg arbejdet meget med ler og været med i det fælles keramikværksted på Christiania i 15 år og på mange udstillinger med mine skulpturer. Det var både en flugt og en udtryksmåde. Men nu er min kreativitet krøbet over i skriveriet.
Jeg samler ord i min lille bog. Alle slags. Det kan være ord som favorit og uundgåeligt, traske og trisse. Ord, som jeg har brugt i mine historier. Når jeg synes, et ord er svært at finde, så skriver jeg det ned i min bog, så jeg har det til en anden god gang. En af mine historier handler om en skofabrik i Tyskland og blandt andet også de her Louboutin-stiletter. Det ord står i min bog. Det er et ord, der er godt at kende. Det virker inspirerende for mig at lære fremmedord og ord, man ellers ikke møder.
🔅
Jeg skriver, når jeg kommer hjem fra arbejde. I flere timer. Det tager mig tre uger at skrive en lille historie på en side. Og jeg skriver med en finger ad gangen. Jeg er ikke særligt god til at sætte punktum og komma og skriver altid, at ”der kan være skrivefejl”. Jeg er fuldstændig blæst om fredagen, når jeg har været til undervisning om torsdagen, men det er en meget rar følelse, at man har brugt hovedet på en anden måde. I weekenden får jeg lyst til at skrive og bruge nogle af alle de fine ord. Jeg drømmer om at kunne skrive helt uden brug af værktøjer.
For første gang har jeg rejst alene. Til London og derfra hele vejen igennem Cornwall i bus. Det er også computere og smartphones, der har gjort det muligt for mig. Jeg måtte ringe hjem til min veninde, når jeg skulle have hjælp til nogle ting. Som da jeg ikke kunne finde rundt i lufthavnen i London. Så snakkede hun med dem, og jeg endte jo med at komme hjem.
Vi pakker kursisternes viden ud
Jeg var 43 år, da jeg startede på universitetet. Det var på grund af en arbejdsskade. Jeg er tale- og læsepædagog, har dansk som andet- og fremmedsprog og har også været korrespondent. Jeg kom i praktik hos AOF, og så spurgte de mig, om jeg ville have et hold, mens jeg læste færdig. Og så er jeg blevet hængende i ordblindeundervisningen siden.
Når jeg møder en ny kursist, laver jeg en grundig udredning. Den tager jeg udgangspunkt i, men jeg gør altid meget ud af at møde det enkelte menneske. Jeg tester for at kunne finde ud af, hvilken baggrund han eller hun har, hvor de gerne vil hen, og hvad jeg kan hjælpe med. Det kan for eksempel være en uddannelse, de gerne vil ind på, og hvor de har forsøgt flere gange. Jeg tænker meget over kursisternes individuelle behov, når jeg forbereder mig.
Der er sket en rivende udvikling med it, mens jeg har arbejdet med ordblindeundervisning. Jeg skulle tage it til mig. Jeg havde det først sådan, at det var lidt snyd. Men så dukker der flere og flere situationer og opgaver op, hvor man kan se, at her giver det rigtig god mening at bruge it-værktøjerne. Jeg sidder jævnligt og surfer på nettet. Så ser jeg, om der ligger et eller andet spændende, som jeg kan bruge i undervisningen. Og jeg sender stort set altid opgaverne til skriftlig fremstilling på mail til kursisterne. Så har de dem og kan skrive videre derhjemme. Der er maksimalt seks kursister på et hold, så der tid til at gå rundt til den enkelte.
Jeg skriver ret mange noter ned, når jeg underviser. Så kan jeg synliggøre de fremskridt, der forhåbentlig kommer for den enkelte kursist. Og jeg bruger også skemaer, der kan hjælpe dem til at analysere vores eget sprog – det er vi jo ikke vant til. Jeg lægger meget vægt på, at vi får udtrykt nuancerne i sproget. For eksempel ved at finde lige præcis dét ord, de har brug for, og at gøre dem opmærksomme, nysgerrige og fortrolige med sproget. De går jo rundt med en viden – den skal bare pakkes ud.
Det gør mig glad at være ordblindeunderviser. For jeg kan se, at det nytter. Det ville da være synd, hvis Jens’ fantasi ikke kom til udtryk, eller hvis en anden gik rundt med et ønske om at få en uddannelse. Det giver så god mening. Jeg kan stadig møde nogle, der siger, at de har fået at vide i skolen, at de er lidt dumme. Og så er det dejligt at vise, at det ikke er rigtigt.