Det er ofte en lærer eller vejleder, der gør en forskel i elever og kursisters liv. I Uddannelsesblandets serie ”Bag enhver elev”, kan du møde en række elever, for hvem en lærer eller vejleder har haft afgørende betydning.
Jeg kan ikke genkende mig selv i billedet af en restgruppe
Hvad er det, læreren eller vejlederen kan, der rykker en elev eller en kursist? Det giver en række elever og kursister deres svar på i denne serie. For Rosa Tanggaard på 19 år har opbakningen fra hendes vejleder på produktionsskolen k-u-b-a, Sandra Neman, betydet, at hun tør forsøge at udleve drømmen om at blive skuespiller.
Hvis jeg bliver her en dag mere, så dør jeg! Sådan tænkte jeg i en spansktime i gymnasiet. Men så gik det op for mig, at jeg jo bare kunne gå. Jeg rejste mig og gik ud ad døren og hen til k-u-b-a og meldte mig ind. En gymnasielærer spurgte: ”Jamen, har du ikke et alt for stort intellekt til at gå på en produktionsskole?”. Og jeg tænkte: ”Skal man være dum for at gå der?”
🔅
Jeg begyndte på en klassisksproglig linje på Gefion Gymnasium. Men allerede det første år kunne jeg mærke, at et eller andet var lidt skævt. Set i bakspejlet savnede jeg nok at bruge min krop og være kreativ.
Jeg var meget syg i 2. g, og det endte med, at jeg fik utroligt stort fravær. Så satte jeg mig en morgen og tænkte, at jeg blev nødt til at tage ansvar for mig selv og finde noget andet. Så jeg søgte på ”teater”, men de højskoler, der kom op på nettet, havde jeg ikke råd til, fordi jeg skulle flytte hjemmefra. Men så stod der pludselig ”Teaterværksted”. Og da jeg klikkede på det, var det på k-u-b-a.
🔅
LÆS OGSÅ
Alle omkring mig syntes, det var en dårlig idé at droppe ud. Min mor mente, jeg skulle gøre 2. g færdig. Min far har først nu vænnet sig til tanken om, at jeg ikke skal læse på uni. Det er gået op for mig, at der faktisk ikke er andre end dig selv, der ved, hvad der er godt for netop dig. Jeg var ikke så gammel og selv lidt i tvivl, så jeg har først skullet lære, at jeg faktisk er i ret god kontakt med det, der gør mig glad.
🔅
Der er mange fordomme om, at elever på produktionsskoler er unge, der ikke gider lave noget. Måske fordi politikere og andre fra samfundets top har en retorik om, at det er en restgruppe af unge, der går her. Det må skyldes uvidenhed, men også en holdning om, at den eneste vej, samfundet skal gå, er gennem vækst. Jeg kan ikke genkende mig selv i billedet af en restgruppe, for jeg føler mig faktisk meget stærk. Og det har overrasket mig, at næsten alle eleverne på k-u-b-a er helt vildt ambitiøse og meget kreative.
🔅
Jeg havde en stærk følelse af at være kommet et sted hen, hvor der var plads til at fejle. Det er det allermest vigtige for at udvikle sig menneskeligt og teatermæssigt. Jeg kunne vågne og glæde mig helt vildt til at komme herhen: Tænk sig, at jeg får lov til at gå på det her fantastisk kreative sted med voksne, der ser mig, og de dejligste venner, og at jeg får lov til at gøre det, jeg elsker allermest i hele verden. Jeg følte mig meget privilegeret.
🔅
Vi kan alle noget forskelligt her og favner den forskellighed hos hinanden. Det var lidt svært for mig at forstå i starten, at nogle af eleverne ikke havde helt den samme tilgang som mig. Men vi forstod at skabe noget utroligt godt sammen. Det har jeg lært meget af. Jeg kan selv være meget kontant, og for mig er det utroligt vigtigt at være ambitiøs og målrettet. Men jeg har fået så meget indsigt i at være sammen med nogle mennesker, der kom med nogle helt andre forudsætninger. Jeg er blevet bedre til at rumme det, fordi vi netop er en gruppe, der er afhængige af og kan løfte hinanden i stedet for at konkurrere.
🔅
Lærerne er vildt kompetente. En cadeau fra mig til dem. Den lyst og kærlighed, de har til deres fag, brænder bare helt igennem. De sætter dagsordenen for, at vi bliver en gruppe. Da vi kom og var så usikre, satte de os i nogle teaterøvelser, hvor vi alle sammen var på udebane. Vi så hinanden i sårbare situationer, og det skabte en kæmpe rummelighed. Lærerne har både ambitioner for deres fag og os. De ville ikke kunne stå inde for en forestilling, hvis den ikke var god. Og man mærker, at de ved, hvad de taler. Hvert individ har selv et ansvar for at få et godt liv, men k-u-b-a kan hanke op i en og give den styrke, det kræver at tage det ansvar.
🔅
Det er ret særligt at have en vejleder som Sandra. Hun bakker én op – men på en meget ærlig måde. Hvis hun ikke tror, det kan blive til noget, vil hun også sige det. Det er en meget stor kærlighedserklæring til de unge – at man er ærlig over for dem. Sandra prøver at gøre det, der er bedst for os – og som vi også selv synes er bedst. Hun har altid været inde for at se vores forestillinger, selv om hun jo ikke behøver. Ofte har jeg slet ikke følt, hun er min vejleder – det er mere en så snakker vi, og hun hjælper mig-agtig-følelse, og det er netop det, som lærere og vejledere kan her. Selvfølgelig er de autoriteter, som ved bedre, men vi er mere lige her. De taler med os og ikke til os. Og det er en kæmpe styrke at blive talt til som et voksent menneske.
🔅
Det bliver mærkeligt at gå ud, men jeg glæder mig også. Jeg tror, man skal flytte sig. Jeg skal arbejde fuldtid indtil sommerferien, fordi nogle af de teaterskoler, jeg gerne vil gå på, er ret dyre. Og så søger jeg ind som skuespiller efter sommer.
Jeg håber, at de gode ting fra produktionsskolen bliver bevaret i FGU’en. Og at den ikke bliver med karakter. Så ville hele det med, at der skal være plads til at fejle, jo falde totalt til jorden. Jeg håber også, at de ildsjæle, vi ser nu i produktionsskolen, ikke finder noget andet at lave.
Jeg er vejleder, ikke studievejleder
Jeg fik jobbet som vejleder i 2011. Jeg kom fra et job i den kommunale beskæftigelsesindsats. Jeg er egentlig magister i religionssociologi – og har i øvrigt også arbejdet med pædagogisk arbejde under studiet. I starten syntes jeg, det var helt vildt fantastisk at hjælpe folk videre i beskæftigelse, men efterhånden kom der flere og flere regler, og det handlede mere om at bruge pisken end om at hjælpe folk. Det gav ingen mening for mig.
Når nye elever starter på k-u-b-a, præsenterer jeg altid mig selv som vejleder. Jeg siger, at jeg ikke er studievejleder, men vejleder i forhold til alle aspekter i livet, hvor man kan have brug for at finde vej. Og efter en uge har jeg første samtale med dem, hvor jeg siger: ”Jeg kommer til at stille dig en masse spørgsmål. Både fordi jeg er nysgerrig og fordi, at jo mere jeg ved om dig, jo bedre vejledning kan jeg give dig”.
Som vejleder er det aldrig one size fits all-arbejde. Nogle skal have det stramt og firkantet, andre skal nurses og klappes på skulderen. En af pigerne fra teaterværkstedet kunne ikke komme til tiden, og lærerne var ved at få spat. Jeg prøvede alt muligt. Jeg ringede, sendte sms’er – men på et tidspunkt gav jeg hende det, vi kalder en nul-fraværs-aftale. Den gik ud på, at næste gang hun kom for sent, blev hun meldt ud af skolen. Siden kom hun ikke for sent én eneste gang. For hende var det et kæmpe boost at finde ud af, at hun godt kunne komme til tiden, selv om hun ikke havde opbakning hjemmefra.
Det er en fordom, at vi på en produktionsskole får skabt en lille boble omkring den unge. Og at den brister, når de forlader os. Det synes jeg ikke. Vi hjælper dem videre. Jeg kan dog godt savne at få lavet en god overgang til det nye, for det er der ikke sat tid af til. Jeg siger dog altid til dem, at de kan komme forbi, og at jeg gerne hjælper dem, hvis der er noget, der kokser.
Rosa er et eksempel på en ung, der nemt kan blive lidt glemt i FGU’en. Hun er boglig og har gode karakterer. Men også unge som hende kan komme ind i et undervisningsmiljø, hvor de ikke føler sig set og hørt og simpelthen ikke trives. Det ser vi ske hos et stigende antal unge – især piger. Der kan jeg være bange for, at FGU’en ikke vil have plads til dem, og så får vi bare en anden restgruppe, som vi vil tabe på gulvet. Rose var en helt anden pige, da hun startede. Her er hun bare vokset og vokset.