Overenskomsten giver ret til, at børn kan blive passet på deres første og anden sygedag. Kravet er, at barnet er under 18 år og opholder sig hos den person, som skal holde fri til pasning.
Ved barnets første sygedag forstås den første dag, hvor barnet er sygt.
Ved barnets anden sygedag forstås den kalenderdag, der er lige efter den første sygedag. Første og anden sygedag kan holdes uafhængigt af hinanden.
Hvem kan holde barnets første og anden sygedag?
Det er ikke et krav, at du er biologisk far eller mor, adoptivforælder eller har forældremyndigheden. Er du bonusforælder vil også efter en konkret vurdering kunne holde barnets første og/eller anden sygedag.
Det afgørende er barnets tarv og tilknytningen til barnet. Udgangspunktet er, at du kan holde barnets første og/eller anden sygedag, når du bor på samme adresse som barnet på det tidspunkt, barnet er sygt.
Det er kun den ene forælder, der kan få friheden, selv om begge forældre er omfattet af bestemmelser om fravær på barnets første og anden sygedag. Der er altså ikke en første og/eller anden sygedag for både far og mor, hvis den lille er syg af skoldkopper i mange dage.
Dagene kan deles mellem forældrene.
Det vil altid være din arbejdsgiver, der i hvert enkelt tilfælde vurderer, om du kan få fri på barnets første og/eller anden sygedag. Arbejdsgiveren foretager vurderingen ud fra barnets alder og sygdom, og om der er forhold på arbejdspladsen, der betyder, at du ikke kan få fri.
Får jeg løn, når jeg holder barnets første og/eller anden sygedag?
Du kan få fri med løn på barnets første og/eller anden sygedag, hvis det fremgår af din overenskomst.
Du får som udgangspunkt din sædvanlige løn ved fraværet. Arbejdsgiveren registrerer typisk fraværet, men det bliver ikke talt som sygedag for den, der holder fri.
Hvornår tæller barnets første og/eller anden sygedag fra?
Hvis barnet eksempelvis bliver syg en søndag, hvor du har fri, er søndag barnets første sygedag. Hvis barnet fortsat er syg mandag, vil du her kunne holde barnets anden sygedag. Hvis barnet fortsat er syg tirsdag, har du brugt både barnets første og anden sygedag, og du må finde en anden løsning.
Hvor mange barnets første og anden sygedage kan du tage?
Der er to sygedage pr. barn per sygdomsperiode. Hvis I eksempelvis er to forældre, har I altså to sygedage pr. barn til deling. En af forældrene kan tage begge dage, eller I kan dele dem mellem jer, så den ene forælder tager barnets første sygedag, mens den anden forælder tager barnets anden sygedag. I kan ikke begge få fri på samme sygedag.
Hvis barnet er syg flere gange, kan du for hver sygdomsperiode tage barnets første og/eller anden sygedag, hvis din leder vurderer, at du kan få fri.