Rejser i arbejdstiden skal medregnes i din arbejdstid, normalt med op til 13 timer pr. døgn. I opgørelsen af din arbejdstid kan der også indgå arbejdstid fra midlertidige arbejdssteder, hvor du evt. har haft ophold og arbejde i flere døgn. Her gælder der særlige regler.  

Lejrskole, ekskursioner, studieture og kurser

Hvis du er lærer på en ungdomsskole eller et kommunalt sprogcenter, gælder det, at rejsetid og arbejdstid i forbindelse med lejrskoler, hytteture, studieture mv. (arrangementer med overnatning med elever), som er en del af dit arbejde, skal medregnes i din arbejdstid med op til 14 arbejdstimer og 10 timer rådighedstjeneste med 1/3 pr. døgn.

På andre områder (fx. produktionsskoler) medgår den arbejdstid, som er fastlagt i det planlagte program.

Efter omstændighederne kan fx tid mellem ankomst til et kursussted og kursets begyndelse være arbejdstid, idet din arbejdstid også på andre arbejdssteder end dit sædvanlige så vidt muligt skal være samlet. Fælles måltider og obligatorisk socialt program f.eks. om aftenen vil typisk også tælle som arbejdstid. Det bør med udgangspunkt i det planlagte program afklares, hvad der er rejsetid, arbejdstid, fritid og evt. rådighedstjeneste. Hvis du er i tvivl om dine forpligtelser, kan du spørge din tillidsrepræsentant.

Godtgørelse for udgifter til transport

Det er som udgangspunkt din arbejdsgiver, der tilrettelægger dine rejser i arbejdstiden. Det er derfor også din arbejdsgiver, som beslutter, hvilke rimelige merudgifter du kan få godtgørelse for, og om du må benytte privat transportmiddel, fx bil.

Mulighederne bør være beskrevet i personalepolitikken.