Kandidaterne fra sektionsområdet

 - Listet alfabetisk op efter fornavn.

Tillidshverv: Har i over 10 år siddet i sektionen for ”Sektionen for ansatte ved oplysningsforbund og daghøjskoler”. Har være TR i AOF Nord i 21 år, og sidder i bestyrelsen og i VN i AOF Nord. Er klubformand i Nordjylland, og været formand i Pædagogisk Sammenslutning.

Jeg er nyvalgt formand for Sektionen for folkeoplysere og daghøjskolelærere. Jeg stiller op til hovedbestyrelsen, for at være med til at arbejde for bedre vilkår generelt på skolerne. Jeg vil arbejde for gode ansættelsesvilkår blandt andet i forhold til arbejdstid og løn, som altid er vigtigt, og selvfølgelig arbejdet for at overenskomster dækker de udfordringer vi står i. Vi skal også have fokus på de kommende krav, der vil være hensigtsmæssigt at stille, enten i form af ønsker fra medlemmerne eller i form af krav, der skal stille pga. samfundsforandringer/ny lovgivning/nye uddannelsestiltag eller andet. Her spiller de tillidsvalgte en stor rolle i forhold til at samle og synliggørelse krav. I vores Sektion mangler vi stadig at få overenskomstdækket folkeoplyserne. Som en konsekvens af det, har de stadig ikke overenskomst, ingen arbejdsgiver betalt pension, inden løn under sygdom/barsel, ingen opsigelsesvarsel. Jeg vil arbejde for at også folkeoplyserne bliver dækket af en overenskomst.

Jeg vil tilstræbe at øge organisationsprocenten via et godt samarbejde, og en dialog om fagpolitiske spørgsmål med alle de forskellige faggrupper, der hører til i sektionen. Det gælder grupper af personer, som arbejder på STU-området, daghøjskoler, skoler med rod i et oplysningsforbund, folkeoplysere, og skoler der arbejder med indtægtsdækket virksomhed – alt sammen en stor mangfoldighed inden for folkeoplysende institutioner.

Desuden vil jeg arbejde for at være med til at præge den politiske lovgivning via Uddannelsesforbundet, og få bekendtgørelser og lovgivning på uddannelsesområder til at passe bedre til de udfordringer, vi har i hverdagen. Det lyder let, men jeg tror at vi via fællesskaber og sammenhold på tværs kan komme langt, med den indflydelse som vi gerne som fagforening og lærere rundt om på skolerne vil have.

Desuden vil jeg arbejde for de mange mennesker, der har brug for vores uddannelser. Den støtte og det samarbejde vi har, skal vi bevare, så alle der har brug for uddannelse, eller er yderst i uddannelsessystemet kan komme med, og få glæde af de uddannelser, der er organiseret under Uddannelsesforbundet. Via ordnede forhold og aftaler mellem skolen og personalet, har vi et meget større grundlag for at støtte, og danne rammer for vores kursister, så de forlader vores skoler som veluddannede, og kan komme videre i job eller mere uddannelse. Der er desværre en kedelig tendens til, at besparelser sker på mange af Uddannelsesforbundet områder, og betingelserne for at uddanne sig bliver mere komplekse, men med samarbejde på tværs af Uddannelsesforbundet kan vores elever komme sikkert videre.  

Opstillingsgrundlag til HB fra Jan Andreasen                   

Jeg er formand for underviserne på landets ungdomsskoler. Og deres stemme bør være repræsenteret i forbundets hovedbestyrelse.

Jeg har været medlem af hovedbestyrelsen (HB) siden forbundets fødsel. Jeg har arbejdet for og vil fortsat arbejde henimod, at vores fagbevægelse bliver en kæmpende bevægelse, som sætter medlemmernes og velfærdssamfundets interesser over alt andet.

COVID19 har om noget demonstreret vigtigheden af en stærk velfærdsstat, et udbygget sundheds- og uddannelsessystem og et socialt sikkerhedsnet, som griber de mest udsatte.

Men der sandelig plads til forbedring. Og den økonomiske krise, som vi ved vil ramme os lige om lidt, må og skal ikke betyde, at regningen skal betales af den offentlige velfærd. Dette skal være fagbevægelsens første prioritet i den kommende tid.

Mange har mistet deres arbejde og udover uddannelsespakker må vi rejse kravet om en større dækning til de arbejdsløse.

Den kommende overenskomstfornyelse, OK21, skal ses i denne kontekst. Vi skal sikre vores medlemmers realløn og sætte lys på de vilkår, som vores tillidsrepræsentanter har i dag. Vilkår som i de sidste 10 år er blevet forringet.

En ny arbejdstidsaftale på det kommunale underviserområde blev stemt hjem på trods af et flertal af nejstemmer i vores forbund. Vi står med et svær, nærmest umulig opgave, at sikre en god arbejdstidsaftale på statens område.

Vi er lige nu i gang med at implementere aftalen på vores kommunale område og håber på, at disse erfaringer kan støtte op om arbejdet med aftalen på statens område.

Vores forbund har mistet medlemmer i den sidste periode og vi står i en vanskelig situation med at få vores forbund til at fungere optimalt i denne situation.

Den næste periode bliver ikke nem, men jeg ønsker med al min energi at bidrage positivt til dette arbejde.

Jan Andreasen – Sektionsformand for ungdomsskolelærerne

03.11.20

Sektionsformand for lærere i Dansk som Andetsprog siden 2017.
Uddannelsesforbundets Hovedbestyrelse  også siden 2017.
Tillidsrepræsentant  siden  1999, pause fra 2017 til juni 2020.
Ansat ved Sprogcenter Frederikshavn (kommunalt siden juli 2020).

Ved indgangen til den næste kongresperiode er der 4 områder, som jeg regner med vi kommer til at arbejde meget med:

Den nye kommunale Arbejdstidsaftale (A20), som skal implementeres i løbet af 2021.
Den kommunale aftale  ”oversat” til det statslige område.
Uddannelsesforbundets økonomiske udfordringer, som delvist skyldes fald i medlemstallet.
Uddannelsforbundets rolle i FH, den nye samlede Hovedorganisation for LO og LC.

A 20

Både min egen sektionsbestyrelse og et flertal i HB  anbefalede et nej til A 20, som jo nu alligevel er en realitet.

Vi har et stort arbejde foran os med ruste tr´erne til at indgå i processen  med at sikre arbejdsforholdene, når nu der ikke kom de håndtag i overenskomsten, som vi havde ventet på siden OK 13.

En ny aftale på det statslige område bliver af mange organisationsfolk opfattet som en stor udfordring, primært fordi staten ikke har ”noget i klemme” på samme måde som kommunerne, når det fx handler om folkeskolen.

Ganske vist er forhandlingsmodparten ikke  Moderniseringsstyrelsen, men også Skattestyrelsen  bliver en udfordring, nu med det økonomiske scernarie, som et covidramt land skal navigere i.

Der bliver ikke givet ved dørene.

Uddannelsesforbundets økonomi

Uddannelsesforbundet har siden 2017 mistet mange medlemmer på grund af fyringsrunder.

I Dansk som Andetsprog  blev vi alvorlig udfordret, da der blev indført gebyr på danskuddannelsen i 2017.

Som forventet fravalgte vores kursister sprogskolerne i stort tal og  måtte  deltage i FVU i forskellige konstruktioner, for at få danskundervisning overhovedet.

De evindelige udliciteringer og forskellige politiske stramninger for flygtninge og indvandrere  har også betydet  færre kursister i sprogskolerne og  vi er  kongresperioden  gået fra ca. 1400 medlemmer til  850.

Heldigvis er alle sektioner ikke ramt så hårdt, men Uddannelsesforbundet mister medlemmer og de initiativer vi har taget i Hovedbestyrelsen har ikke rettet op på faldet i medlemstallet.

Det er det alvorligste problem i vores økonomi, fordi vi naturligvis helst ikke skal skære i den service vi yder medlemmer og tillidsfolk.

Den nye Hovedbestyrelse skal (også) i arbejdstøjet på spørgsmålet om, hvordan vi får fat i de kolleger, der stadig ikke har meldt sig ind.

Fagbevægelsens Hovedorganisation 

Jeg er fortaler for, at vi skal opprioritere vores engagement i F.H. fordi vi har brug for hinanden i fagbevægelsen.

Vi så det tydeligt i OK 18, hvor vi fik rygstød til vores kamp for en arbejdstidsaftale.

Vi skal søge samarbejdet for at kunne trække på den fælles solidaritet i de arbejdskampe, som vi  og andre fagforeninger  vil møde i fremtiden.

Strukturen i F.H. falder på plads i løbet af 2021. Vi skal være med ved bordet.

Opstilling til Uddannelsesforbundets hovedbestyrelse 2020

I de seks år jeg har været en del af Uddannelsesforbundets hovedbestyrelse, har jeg arbejdet for større synlighed, mere medlemsinddragelse og skabelse af en mere tydelig fagforeningsprofil over for medlemmer og tillidsrepræsentanter. Det er arbejde er stadig vigtigt og på min dagsorden.

I mine år i hovedbestyrelsen har jeg aktivt arbejdet for, at medlemmerne og hovedbestyrelsen på tværs af forbundets områder er kommet tættere på hinanden i vores fælles kamp for bedre løn-, ansættelses- og arbejdsvilkår for alle medlemmer. Af konkrete initiativer, som jeg har været med til at sætte i søen, kan jeg nævne politiske cafeer ledet af HB-medlemmer på TR-temakurser, fælles 1. maj-arrangementer, øget generelt fokus på medlemsinddragelse samt et øget fokus på kommunikation til såvel medlemmer som tillidsrepræsentanter.

Desuden har jeg sammen med andre fagligt aktive i og uden for Uddannelsesforbundet i den forgangne periode arbejdet for større solidaritet og fællesskab på tværs af fagbevægelsen og slogans som Skulder ved skulder, Nok er nok og En løsning for alle en vigtige bestanddele af mit og fagbevægelsens dna.

Men lad mig præsentere mig selv: Jeg hedder Lotte Klein, og jeg har siden 2007 arbejdet aktivt i Uddannelsesforbundet først som tillidsrepræsentant, så som VUC-sektionsbestyrelsesmedlem og senest som VUC-sektionsformand og HB-medlem.

Jeg har gennem mine 6 år i hovedbestyrelsen erkendt, at det kræver stort engagement og vedholdenhed at søge indflydelse til gavn for medlemmerne i en faglig organisation. Men den vedholdenhed og det engagement mener jeg, at jeg har lagt for dagen, og det vil jeg forsat gøre.

Jeg har i de seneste tre år været et synligt HB-medlem med holdninger og kant! Jeg er dog også realist og ved, at konsensus er en af demokratiets forudsætninger.

Mine vigtigste fokusområder er stadig åbenhed og demokrati, for det er altafgørende for enhver faglig organisation, at medlemmerne kan se meningen med at være medlem. Jeg har derfor i den forgangne periode rejst land og rige rundt for at bringe Uddannelsesforbundet tættere på medlemmerne og medlemmerne tættere på Uddannelsesforbundet. Jeg har i praksis fået bekræftet, at den lokale TR står stærkere og med et mere sikkert mandat, hvis medlemstilslutningen på arbejdspladsen er høj. På samme måde får forbundet mere slagkraft, når medlemstilslutningen er det, og det skal vi, TR’er og HB-medlemmer, arbejde endnu mere sammen om i den kommende periode.

Jeg håber på endnu en periode som aktivt HB-medlem og glæder mig til samarbejdet med alle jer andre medlemmer af Uddannelsesforbundet.

November 2020/ Lotte Klein

Opstillingsgrundlag til Uddannelsesforbundets hovedbestyrelse (HB) for Per Nielsen

Jeg stiller op til HB som formand for FGU sektionen.

Jeg vil bidrage til HBs arbejde med min erfaring fra tillidsposter i Uddannelsesforbundet, som TR-, sektionsbestyrelsesmedlem- og HB medlem i 3 perioder. Jeg vil særligt bidrage med viden fra FGU området, bistået af sektionens bestyrelse, de ca. 80 tillidsfolk og tæt ved 1400 medlemmer.

FGU

FGU har i den foregående periode været den enkeltstående opgave, som har fyldt mest i HBs arbejde. Stort set alle Uddannelsesforbundets områder har været berørt af reformen omkring de forberedende forløb og en forbedret ungeindsats i kommunerne.

Der er desværre fortsat lang vej før FGU er etableret som hovedvejen i det danske uddannelsessystem, for de unge, der har brug for et samlet uddannelsestilbud for at komme videre i uddannelse eller arbejde.

Jeg forventer, at FGU fortsat vil være et af HBs store indsatsområder, for at sikre de unge et velfungerende tilbud og vores medlemmer attraktive arbejdspladser.

Øvrige fokus punkter:

OK 21

På grund af Corona situationen bliver OK 21 forhandlinger særdeles vanskelige. Det stiller endnu større krav til sammenhold i fagbevægelsen om fælles mål. Ligeledes skal fagbevægelsen også være klar til at vise solidaritet omkring særlige medlemsgrupper, som vi fx så det i 2018, hvor der var  opbakning til lærerene om en forhandlet arbejdstidsaftale. Det er vigtigt, at HB markerer synspunkterne om sammenhold og solidaritet, over for vores forhandlere og at vi ligeledes arbejder sammen med vores tillidsfolk/aktive medlemmer om at markere synspunktet regionalt/lokalt i fagbevægelsen.

Ny lærerarbejdstidsaftale

En ny arbejdstidsaftale A20 er på vej i kommunerne og der forhandles lige nu om en ”oversættelse” for statens område.

I løbet af de kommende måneder forventer jeg, at den nye HB skal tage stilling til en medlemsanbefaling om den statslige udgave af A20. Jeg var en del af det HB flertal, der anbefalede medlemmerne at stemme nej til A20. Jeg ser A20 som en forbedring af LOV 409, men langtfra god nok til de skoler hvor der sidder en ledelse, som ikke ønsker et samarbejde med TR og lærerne. Her kan ledelsen fortsat bestemme alt, så længe de overholder A 20s procedure for samarbejde. Vores medlemmer i Ungdomsskolen og på de kommunale sprogskoler stemte ligesom flertallet i HB nej til A20. Det er for mig et tydeligt signal som jeg vil tage med i forhold til en HB anbefaling omkring en kommende statslig aftale.

Nye TR opgaver - ny TR uddannelse

Kravene til vores tillidsfolk er igennem årene blevet øget med flere og mere komplekse opgaver. Nye arbejdstidsaftaler er på vej som afløsning for Lov 409. Som forbund skal vi være der med opbakning til vores TR’ere, men det er også nødvendigt med en opgradering af TR uddannelsen. TR skal fortsat stå ”vagt ”om overenskomsten, kunne samarbejde og forhandle lokalt, men der ligger også en stor udfordring i at udøve og formidle forbundets politik som en del af TR opgaven.