Grænseaftalerne i Lærernes Centralorganisation (LC) indebærer, at LC’s medlemsorganisationer kun må optage medlemmer, der er ansat inden for de områder, der er grænsedraget til medlemsorganisationen. Dog gælder det også, at hvis en person er medlem af den organisation, som vedkommende er grænsedraget til, så kan man godt også være medlem af en anden LC-organisation på den betingelse, at man ikke er stemmeberettiget til LC’s urafstemninger om fornyelse af overenskomster og aftaler.
Hvis en person har flere ansættelser inden for flere LC-organisationers faglige områder, er det hovedbeskæftigelsen, der afgør, hvilken LC-organisation, man er grænsedraget til. Hvis en person har en stilling som tjenestemand eller på tjenestemandslignende vilkår er denne stilling hovedbeskæftigelsen, medmindre man har orlov uden løn for at varetage en anden stilling.
LC’s medlemsorganisationer er:
- Danmarks Lærerforening (DLF)
- Frie Skolers Lærerforening (FSL)
- Uddannelsesforbundet
- Socialpædagogernes Landsforbund (SL)
- FOA
På ungdomsskolen skal man være opmærksom på, at der på nogle skoler er ansat lærere, som er ansatte i folkeskolen på enten en tjenestemandsstilling i folkeskolen eller folkeskolelærernes overenskomst, og som udfører opgaver i ungdomsskolen (udlånt til ungdomsskolen). Disse lærere er grænsedraget til DLF. Det er aftalt med DLF, at man lokalt kan indgå i valgfællesskaber mhp. tillidsrepræsentantvalg i ungdomsskolen.