Hvis du bliver syg op til eller under din ferie

Sygdom i løbet af ferien kan give ret til erstatning af tabte feriedage. Der er dog en karensperiode i de første sygedage. 

Sygdom før ferien begynder 

Du har ret til at få ferien udskudt, hvis du er sygemeldt før ferien og stadig er syg, når ferien begynder. Man regner feriens start fra det tidspunkt på første feriedag, hvor din arbejdstid normalt ville være startet. 

Sygdom under ferien 

Hvis du bliver syg i din ferie, kan du få erstatningsferie for sygdom. Der er dog en karensperiode i optjeningsåret på i alt fem dage.  Den betyder, at de første fem dage med sygdom i en eller flere ferier ikke bliver erstattet. 

Du skal melde dig syg som normalt 

Det er vigtigt, at du sygemelder dig. Karensperioden tæller fra den dag, du sygemelder dig. Så hvis du først melder dig syg på din tredje sygedag, får du færre erstatningsferiedage. Er din arbejdsplads ferielukket, så send din sygemelding på e-mail eller SMS, så du har dokumentation. 

Din arbejdsgiver skal desuden have en lægeerklæring, som du selv skal betale.  

Efter karensperioden på fem sygedage (her tælles arbejdsdage) træder din ret til erstatningsferie i kraft.  

Erstatningsferiedage skal holdes på et andet tidspunkt i ferieafholdelsesperioden. 

Husk at melde dig rask 

Hvis du bliver rask igen i løbet af ferien, skal du kontakte din leder og raskmelde dig. I aftaler samtidig, om du skal vende tilbage til arbejdet eller holde resten af din ferie. I drøfter også, hvornår den udskudte ferie skal afholdes.