Ny rapport afdækker udsnit af løndannelsen for offentligt ansatte

Lønstrukturkomiteens rapport viser, at lærere og ledere på erhvervsskoler ligger højere end forventet i sammenligning med en række øvrige grupper af offentligt ansatte, når lønnen vurderes ud fra ledelsesansvar, erhvervserfaring og uddannelsesniveau. Uddannelsesforbundets formand understreger, at erhvervsskolelærernes lønniveau skal vurderes ud fra flere parametre – også lønniveauet i den private sektor.

Lønstrukturkomiteen har netop offentliggjort en rapport, der blandet andet sammenligner, hvordan ledelsesansvar, erhvervserfaring, uddannelsesniveau honoreres inden for 50 forskellige faggrupper i stat, regioner og kommuner.

Blandt Uddannelsesforbundets medlemmer er det alene erhvervsskolelærerne, der har været med i undersøgelserne til Lønstrukturkommissionens rapport. Rapporten viser, at ud fra den såkaldte LEU-model ligger erhvervsskolelærerne, der i rapporten er puljet med lederne på erhvervsskolerne, på plus-siden af det beregnede lønniveau.

- Selvfølgelig er det relevant at se på, hvad faggrupper tjener ud fra deres uddannelse, ledelsesansvar og erhvervserfaring, men det er afgørende at huske, at der også er meget andet, der spiller ind på løndannelsen, som også slås fast i rapporten, siger Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan.

-  Erhvervsskolelærerne tjener i langt de fleste tilfælde mindre end privatansatte med samme uddannelsesbaggrund. Derfor kan Lønstrukturkommissionens rapport ikke stå alene, når vi ser på lønniveauet for vores medlemmer, fortsætter hun.

I forhold til forskellen mellem den offentlige og private sektors løn konkluderer lønstrukturkomiteen, at gennemsnitslønningerne er højere i den private sektor end i den offentlige sektor.

Nedsat efter lovindgreb mod sygeplejersker

Lønstrukturkomiteen blev nedsat i forbindelse med, at Folketinget i 2021 stoppede sygeplejerskestrejken ved lov.

Komiteen har professor Torben Andersen fra Aarhus Universitet som formand. Derudover sidder der repræsentanter fra både fagbevægelsen og arbejdsgiverne i komiteen.

Opdraget har været at analysere lønstrukturerne og lønudviklingen i den offentlige sektor samt at belyse effekterne af eventuelle ændrede lønstrukturer. Rapporten tager ikke stilling til, om lønniveauet for den enkelte faggruppe er det rigtige eller ej, heller ikke om lønningerne er retfærdige eller ej. Det idekatalog, der er en del af komiteens rapport, er derfor ikke direkte anbefalinger til arbejdsmarkedets parter til de kommende overenskomstforhandlinger i stat, regioner og kommuner.

Trepartsforhandlinger om løn

Komiteens rapport skal indgå i de trepartsforhandlinger, som regeringen har planlagt. Regeringen har allerede annonceret, at den vil invitere arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger om udmøntning af en ekstraordinær milliard kroner til at forbedre løn- og arbejdsvilkår i den offentlige sektor. Af regeringsgrundlaget fremgår det også, at den ene milliard skal forhøjes til tre milliarder frem mod 2030.

-Vi ser frem til at blive klogere på, hvad der skal ses på ved de kommende trepartsforhandlinger, siger Hanne Pontoppidan.