Hvis du bliver syg i din ferie

Hvis du bliver syg i din ferie, kan du få erstattet tabte feriedage. Der er dog en karensperiode i de første sygedage.

Hvis du bliver syg i din ferie, kan du få erstatningsferie for sygdom ud over fem dage. De første fem dage, efter du har sygemeldt dig, får du ikke erstatning for.

Lægeerklæring til den arbejdsgiver

Det er vigtigt, at du sygemelder dig på din første sygedag.  Din arbejdsgiver skal have en lægeerklæring, som du selv skal betale. Hvis du for eksempel først melder dig syg på din tredje sygedag, gælder de fem dage først fra den tredje sygedag, og du får dermed færre erstatningsferiedage.

På de første fem sygedage bruger du dine feriedage som normalt. Men er du fortsat syg efter fem dage, har du ret til erstatningsferie for de resterende feriedage, du er syg. Karensperioden omfatter hele optjeningsåret.

Husk at melde dig rask

Hvis du bliver rask igen i ferien, skal du kontakte din leder og raskmelde dig. I aftaler samtidig, om du skal vende tilbage til arbejdet eller holde resten af din ferie. I drøfter også, hvornår den udskudte ferie skal afholdes.