Fælles opråb til Folketinget om bedre økonomi på uddannelsessteder

Det kommer til at ramme udkantsområder og de svageste elev- og kursistgrupper, hvis Folketinget undlader at gøre midlertidige ekstrabevillinger til VUC’er, erhvervsskoler og gymnasier permanente. Det er budskabet fra Uddannelsesforbundet og andre uddannelsesorganisationer til Folketinget.
Hanne Pontoppidan ses her i forbindelse med torsdagens foretræde på Christiansborg. Hun er flankeret af formand fra Danske Gymnasier Maja Bødtcher-Hansen og forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Asger Kjær Sørensen.

- Trods ekstra bevillinger de seneste år, er der allerede hul i økonomien på en række VUC’er. Derfor skal økonomien ikke udhules yderligt ved at skære midlertidige bevillinger bort.  

Sådan lød det fra Uddannelsesforbundets formand, da hun sammen med repræsentanter fra GL og leder- og elevorganisationer fra VUC, erhvervsskoler og gymnasier havde foretræde for Folketingets Børne- og Ungdomsudvalg.

Universiteterne har fået pengene

Årsagen til foretrædet er, at Uddannelsesforbundet sammen med de øvrige organisationer vil gøre det klart for politikerne, hvilke konsekvenser det kan få, hvis midlertidige ekstrabevillinger til VUC’er, erhvervsskoler og gymnasier ikke gøres permanente.

De ekstra penge er givet i form af forhøjede taxametre, der har været tildelt de tre typer af uddannelsesinstitutioner i 2021-2024, hvor der har været røde tal på bundlinjen flere steder. Organisationerne frygter især, at det er uddannelsestilbuddene uden for de større byer, der vil blive ramt, hvis bevillingerne ikke bevares.

Fra 2021-2024 har universiteterne også haft midlertidige forhøjede takster, og universitetsområdet har allerede fået gjort de midlertidige penge til en permanent del af deres bevillinger. Det arbejder Uddannelsesforbundet og de øvrige organisationer for også kommer til at ske for erhvervsskoler, gymnasier og VUC.

Fælles opråb til Folketinget

Her er de ni organisationer, der er gået sammen:

  • Uddannelsesforbundet.
  • Danske Gymnasier.
  • Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.
  • Danske HF & VUC.
  • Gymnasieskolernes Lærerforening.
  • Danmarks Private Skoler.
  • Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.
  • Landssammenslutningen af Handelsskoleelever.
  • Erhvervsskolernes Elevorganisation.
"Hvis det forhøjede taxameter falder bort, stækker politikerne det økonomiske løft, som Folketinget sidste år bevilligede til erhvervsskolerne som en massiv politisk satsning. Det er jo helt skørt.
"
Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet

Udhuler investeringer i erhvervsskolerne

Det forhøjede taxameter kom efter fire år med det såkaldte omprioriteringsbidrag. Her blev der årligt barberet to procent af de statslige bevillingerne til uddannelsesinstitutionerne, som skulle bruges til andre typer af velfærd.

De midlertidige løft i taxametrene i de efterfølgende år dækkede delvist de huller i økonomien, som omprioriteringsbidraget skabte i årene før.

Sidste år vedtog Folketinget at øge bevillingerne til erhvervsskolerne. I 2024 bliver der sendt 100 millioner kroner ekstra til skolerne. Fra 2025 vil der løbende ske en forbedring af finansieringen af erhvervsskolerne, som stiger med 900 millioner kroner frem mod 2030.

- Hvis det forhøjede taxameter falder bort, stækker politikerne det økonomiske løft, som Folketinget sidste år bevilligede til erhvervsskolerne som en massiv politisk satsning. Det er jo helt skørt, siger Hanne Pontoppidan. 

Sådan er de forhøjede taxameter-penge fordelt i 2021-2024

Gennem de seneste fire år er der årligt blevet tilført ekstra penge fordelt med:

  • 220 millioner kroner til gymnasiale fuldtidsuddannelser.
  • 80 millioner til erhvervsuddannelserne.
  • 80 millioner, der særskilt går til social- og sundhedsuddannelserne.
  • 18 millioner til HF-enkeltfag.
  • 10 millioner til AVU.
  • 7 millioner til FVU.
  • 2 millioner til OBU.