Sikkerhedsrepræsentanten
Sikkerhedsrepræsentantens arbejde er funderet i
arbejdsmiljøloven
.
Generelt skal sikkerhedsrepræsentanten i samarbejde med ledelsen varetage medarbejdernes sikkerhed og sundhed. Sikkerhedsrepræsentanten skal deltage i aktiviteter til beskyttelse og forebyggelse af medarbejdernes sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og skal derfor arbejde for at løse de konkrete sikkerheds- og sundhedsproblemer på arbejdspladsen.
Endvidere skal sikkerhedsrepræsentanten:
-
forhindre at problemer opstår
-
kontrollere og rådgive om løsninger
-
påvirke og orientere kolleger om arbejdsmiljørigtig adfærd
-
være kontaktled mellem kolleger og sikkerhedsudvalget
-
anmelde til sikkerhedsudvalget eller ledelse, hvis ikke risici bliver imødegået
-
afværge fare og eventuelt standse arbejdet, hvis forholdene frembyder overhængende fare
For at kunne varetage disse opgaver er det vigtigt, at sikkerhedsrepræsentanten deltager i planlægningen i forbindelse med ændringer af organiseringen af arbejdet, ved overvejelser i forbindelse med indkøb af nye maskiner og materialer, så de mindst farlige stoffer bliver anvendt. Det er også vigtigt, at sikkerhedsrepræsentanten deltager i arbejdet med arbejdspladsvurderingen (APV’en).
Det er ifølge arbejdsmiljøloven §10 stk. 1 arbejdsgiveren, der skal afholde de udgifter, der er forbundet med hvervet som sikkerhedsrepræsentant og godtgøre sikkerhedsrepræsentantens tab af indtægt, således at sikkerhedsrepræsentanten oppebærer sin løn og får tid til at udføre arbejdet som sikkerhedsrepræsentant.
Sikkerhedsrepræsentanten vælges blandt ansatte uden ledelsesmæssige beføjelser. Valget gælder for to år og kan efter aftale med ledelsen forlænges til fire år.
For at sikre den bedst mulige varetagelse af medlemmernes arbejdsmiljø, er det vigtigt at få etableret et godt samarbejde mellem sikkerhedsrepræsentanten og tillidsrepræsentanten.
Det er vigtigt, at forbundet bliver orienteret om valget af ny sikkerhedsrepræsentant, så vi ved, hvem vi skal sende informationer om arbejdsmiljø til.
Anmeldelsesblanket til valg af sikkerhedsrepræsentant.
Arbejdstilsynet har udarbejdet en vejledning som sikkerhedsgrupper og sikkerhedsrepræsentanter, hvor man kan læse mere om sikkerhedsrepræsentantarbejdet. Se vejledningen.
En nyvalgt sikkerhedsrepræsentant skal på en lovpligtig arbejdsmiljøuddannelse,senest fire uger efter valget og have gennemført uddannelsen senest otte måneder efter valget.
Det er arbejdsgiveren eller sikkerhedslederen, der skal tilmelde sikkerhedsrepræsentanten til kurset.